Før og efter tegninger. Begge to er mine egne. Der er ca tre måneder imellem, hvor jeg dagligt tegnede en time eller to.
TEGNEKURSER/MALEKURSER
Jeg afholder malekurser / tegnekurser hver mandag på min adresse i Jyllinge. Her kan du lære at tegne efter Betty Edwards metode fra bunden, eller lære at male, hvis du har været i gang længe. Her vil du få hjælp til teknikker, farveteori og komposition.
Begge hold er blandede male/tegnehold, da mange har lyst til begge dele. Al undervisning er individuel, så afhængig af hvad du har lyst til at mestre, så er det det, vi tager udgangspunkt i.
Al undervisning er forbeholdt voksne.
PRAKTISK INFO
Mandag 19.00-21.30
Pris pr. kursus kr. 150.-
Man binder sig for en måned af gangen med betaling d. første mødegang i måneden, men man bestemmer selv hvor mange gange man vil komme. Har man for eksempel kun mulighed for at komme to gange, er det helt i orden, men bliver man syg, betales beløbet ikke tilbage. Det giver fleksibilitet for dig, og en hvis sikkerhed for min økonomi.
Det er små hold. Fra 3 til 14 personer. Kommer der kun 3, holder jeg det stadigvæk, men så maler jeg med.
Kurserne foregår under private forhold i mit lille hus, og jeg vil til evt. allergikere, gøre opmærksom på, at jeg har kat. Jeg serverer kaffe og the. Skal vi have kage, skiftes vi til at tage med.
TEGNING
Her tager vi udgangspunkt i Betty Edward tegnemetoder. Det er efter min overbevisning, den hurtigste og mest effektive vej til at lære at tegne.
Betty Edwards tog udgangspunkt i, at det er i den kreative højre hjernehalvdel kreativiteten sidder, så ved at lukke ned for den logiske venstre og åbne for den højre, tegner vi op til 80 % bedre. Teknikkerne er at tegne ulogisk. Dvs. blandt andet meget hurtigt, meget langsomt, på hovedet, tegne luft omkring en stol, i stedet for at tegne stolen etc.
Fra gang til gang, vil du stille og roligt, lære teknikkerne at kende.
Kommer du ofte til undervisningen, og tegner du derhjemme, vil du efter en sæson, kunne tegne det du ønsker.
Medbring: Bløde blyanter 3B-8B, det står på dem. Du behøver ikke at have alle seks, en 3B, 5B og 8B er nok. Viskelæder, gerne et blyantsviskelæder til at komme ind i hjørnerne med, tegnepapir, kopipapir og evt. en stub. Det er en "blyant" af papir, til at fade farven ud med.
MALING
Medbring de materialer du vil arbejde med. Det kan være farveblyanter, pastelkridt, akvarel, akryl eller olie.
Medbring maling, gerne Søstrene grenes, eller Panduro, men ønsker du gode mærker, så køb: Winsor and Newton ( Gallaria), Amsterdam, Maimeri, Schmincke eller Golden.
Køb helst mørke farver. Du kan altid tilsætte hvid for at lysne, men du kan ikke altid gøre farven mørk igen, og beholde intensiteten samtidig.
Køb: mørk pink (magenta), mørk tyrkis (cyanblå, Phthalo blå), citongul, hvid, sort og marineblå (ultramarin). Gerne andre farver også, så er du fri for at blande.
Derudover: papir, lærred, palet (evt. bare en tallerken), køkkenrulle, vandglas, blyant og pensler i forskellige størrelser.